Rejsebrev christian

Mandag skulle jeg møde ind på Rise-above-Foundation’s kontor i Cebu city, hvor Flemming ville møde mig, han er manden der har formidlet kontakten til plejehjemmet og grundlæggeren af Rise-Above- Foundation (RAF). Flemming fortalte mig om Philippinsk kultur, og gav mig et indblik i philippinernes væremåde og arbejdsmoral. Hernede er folk meget ydmyge og ”Nej” eller ”Dili” som de selv siger, er et stort set ikke eksisterende ord hernede, folk nikker, smiler og siger ja til stort set alt hvad du spørger dem om, derfor kan det være svært engang i mellem og finde vej selvom du spørger en philippiner, og du kan ikke altid være sikker på og få det mad du ønsker, for selvom de ikke har forstået dit spørgsmål Efter mødet med Flemming, kørte vi sammen med to frivillige fra RAF over til administrationen af plejehjemmet, som er beliggende i Cebu city, plejehjemmet Hospicio De San José ligger dog godt to timers kørsel mod syd-øst, i byen Barili. Administrationen var beliggende i et lille lokale, hvor hele fem folk sad, ved hver deres skrivebord, ved hver deres computer, og i dette lokale blev vi bedt om at sætte os hvorefter administratoren kom, Atty. Mariano Y. Cui junior, en ældre herre, uddannet tandlæge og administrator siden 1998. Vi blev bedt om at sætte os i det lille lokale, hvorefter Mariano indledte en form for jobsamtale, men ikke som i Danmark, dette var en smule grænseoverskridende og omhandlede til at starte med, om hvorvidt jeg havde en god moral, der var egnet til et praktikophold og om hvorvidt jeg var katolik eller i det mindste kristen. Jeg svarede at jeg troede på Jesus, og fortalte herefter om mit arbejdsliv og ikke mindst om min dagligdag på Strandmarkshave, jeg havde på forhånd taget billeder herfra, som jeg viste, og forsikrede ham om at jeg selvfølgelig ville behandle de ældre med samme respekt som hjemme i Danmark, og så havde jeg hele tiden i baghovedet at jeg skulle være ydmyg, som Flemming havde fortalt mig. Efter tre kvarters samtale, kom Mariano’s bror Victor (2’nd Administrator) ind i lokalet, og samtalen blødte op, og omhandlede nu Hospicio De San José, og hvilke visioner og regler der var gældende på dette plejehjem, og jeg personligt blev mere rolig. Hospicio De San José blev grundlagt af søskendende Benigna Cui og Pedro Cui, og er således Mariano’s tip oldefars søskende. Administrationen har siden starten været ledet af et familiemedlem af familien, dette udpeges af et familieråd bestående af de bedst uddannede. Bygningen hvori plejehjemmet er beliggende blev bygget i 1925, og blev rejst med økonomsik støtte fra Public Welfare Commissioner’s formand, Dr. José Farella, han er i dag så højt respekteret på plejehjemmet, at han ved hver morgenbøn takkes for sin gavmildhed. I 1927 fik plejehjemmet sine første beboere, og siden dengang til nu, har følgende optagelseskrav været gældende. 1. For at være egnet som beboer skal man være 60 år eller herover. 3. Man skal selv ansøge med ønsker om at bo på Hospicio De san José. 4. Man skal have en godkendelses rapport fra en statsuddannet social worker (en form for 5. Man må ikke have en psykiatrisk diagnose, og skal derfor have en udtalelse fra en psykiater. 6. Man skal have en lægerapport vedr. sit fysiske helbred, og må således ikke lide af en smittende sygdom, såsom tuberkulose, hepatitis eller tyfus. 7. For at blive godkendt skal man tilses og godkendes af administratoren af Hospicio De San José. Min første dag på plejehjemmet startede kl. 9.00, her mødte jeg de to social workers Christin og Justine, der viste mig rundt på plejehjemmet. Plejehjemmet består af 2 rum for mænd og 5 rum for kvinder med hver 3-5 beboere i samme lokale. Derudover er der en separat bygning, til de sygeste beboere, The pharmacy house, her er der to isolations stuer, og et rum for kvinder, hvor der bor 9, og et rum for mænd hvor der bor 7. Udover dette er der et Kapel, her bliver der bedt bøn (Rosary) en gang dagligt. Plejehjemmet har også et bibliotek og en spisesal. Selve grunden er enorm stor, og de er nu i gang med at bygge et hus, hvor planen er, at gifte par kan flytte ind. Hospicio De San José har i alt 43 beboere, 30 kvinder og 13 mænd, heraf er der 3 diabetikere og 14 med forhøjet blodtryk, insulin bruger man ikke i sprøjte form, men man giver metformin, altså piller. Blodtrykssænkende medicin bruger de, ligesom hjemme i Danmark. Hospicio De San José’s yngste beboer er 66 år, og den ældste er Jeg blev meget overrasket over hvor godt helbred de fleste har, og hvor få der i øvrigt er kørestolsbrugere. Der er kun beboerne i The Pharmacy house, der har brug for hjælp til personlig hygiejne, de andre beboere klarer det meste selv, og skal kun mindes om at tage bad, dette gælder også de svagtseende og de blinde. Der er hver formiddag en aktivitet, hvor stort set alle er deltagende, de første dage var der et hold sygeplejerske studerende der havde lavet ”Contest de Hospicio”, her skulle de gamle på skift optræde for hinanden med hvad de havde lyst til, dans, sang, digte eller andet, og derefter blev der bestemt efter tre dage, hvem der ville vinde konkurrencen. Philippinerne er et meget musikalsk og dansende folk af kultur, men jeg havde aldrig troet at ældre i den alder kunne præstere i den standard de præsterede. De fleste sang, nogen dansede og nogen læste digte op, men stort set alle havde noget og deltage med, det er for mig utroligt at ældre kan være så aktive sammenlignet med vores ældre hjemme i Danmark, som er i tilsvarende alder! Jeg blev opfordret til også at deltage, så jeg samlede mod til mig, og sang herefter den danske nationalsang i mikrofon á la acapella, for hele plejehjemmet, det lød ikke godt, men det er ikke noget man gør noget stort ud af hernede, i et land hvor karaoke er familiens yndlings beskæftigelse! Jeg vil i mit næste rejsebrev gå mere i detaljer omkring plejen, aktiviteterne og medicinen til de ældre, sådan i ikke skal læse en hel roman med det samme! Udover alt dette har jeg det rigtig godt, jeg bor i en lille landsby, blandt philippinere der meget sjældent ser hvide mennesker, så i kan forestille jer, hvor spænende de finder mig! Der bliver peget, kigget, hilst og jeg føler personligt en opmærksomhed, som havde jeg været præsident Obama. Jeg har lejet et hvidt hus, ud til vandet, for 7000 pesos for en måned, hvilket svarer til 1000 kr. Hver morgen når jeg står op kl. 5.45, kan jeg se fiskerne sejle ud mod havet og landsby beboerne gå og samle muslinger på stranden. Jeg har herudover lejet en motorbike, hvorpå jeg hver dag kører til plejehjemmet. Jeg håber også i alle har det godt hjemme i Danmark, og Mange varme kærlige philippinske hilsner

Source: http://www.sosuc.dk/media/195627/rejsebrev%20christian.pdf